mandag den 31. december 2012

Forberedelser






Forberedelserne til årets sidste aften er i fuld gang.
Mad og nye klæder produceres.

Det meste er efterhånden på plads,
så nu står den på hygge.
LEGO-byggeri, badning, oprydning og opladning til den store fest.

Der har været stille på bloggen den seneste tid.
Det vil jeg rette op på i det nye år :).
Men for nu, tak for 2012.
Det har været sjovt, spændende, lærerigt og rørende.
Tak for jeres interesse, jeres søde kommentarer, mails og evige inspiration. 


Til alle jer der læser med,
familie, venner, veninder og blogbekendskaber:

I ønskes alle et rigtig godt og lykkebringende nytår!

♥ maj




søndag den 16. december 2012

4 år


Nej, der er da ikke grund til at græde på sådan en dejlig
adventssøndag hvor man fylder 4 år, er der?

Det skulle da lige være hvis man 
- som det foretagsomme menneske man er -
liiiiige kommer til at svinge saksen i sit hår, 
og har brug for et par minutter til at vænne sig til den page 
man herefter hænger på... 
Vel at mærke en page med en særdeles heftig undercut ved det ene øre ;-)!



Men det blev nu en rigtig dejlig dag alligevel!
Med pandekager til morgenmad.
En dejlig storebror, som hjalp med at bygge det nye lego.
Og klejnekogeri hos mormor og morfar.


Tænk at have været SÅ sød og lille, 
og allerede være blevet SÅ sød og stor...


♥ maj




torsdag den 13. december 2012

Gaver...


.. til mig.
Og til forskel fra alle mine andre julegaver er de her allerede købt - af mig ;-).
Jeg har bare glemt at vise dem frem.
De er nemlig købt på Arkitektskolens julemarked i lørdags:

Tegnetrekant i plexiglas med træknop og penneholder.


Grafisk tørklæde i sort/hvid fra frk.hansen og en smuk kæde.


Støbt fyrfadsstage i beton.

Det var et ualmindeligt velbesøgt marked i år.
Men som altid al trængslen og alarmen værd!

♥ maj

onsdag den 12. december 2012

Pandebånd


Et indlæg som nok vil få min mor til at tænke:
hvad sagde jeg?

For jeg må indrømme, at det med pandebånd i virkeligheden er ret genialt!
Nu kan jeg både have knold og varme ører.
Og det med de varme ører kræver altså noget i de her dage:
Termometeret ramte -13 grader her hos os i nat *brrrr*.

Men nu har jeg syet mit eget,
så fra nu af kan min mor holde sine velmenende 80'er pandebånd i skuffen,
når vi er på sommerhusbesøg ved Vesterhavet.


Hav en dejlig kold dag derude!

♥ maj

tirsdag den 11. december 2012

Julegodter


Det er endelig blevet tid til julegodter,
og dét er noget jeg elsker!
Eller.. meget atypisk for mig, så kan jeg faktisk ikke lide det.
Men jeg elsker at lave det :-).

Her er et lille udpluk af det konfekt det er blevet til i dag. 
Jeg har flere varianter i tankerne,
så der er et godt udvalg til konfektelskerne i juledagene ;o).


Søndag trodsede jeg og mine søde veninder snevejret,
for at mødes til årets julebagedag.

Det var som altid både hyggeligt og produktivt.
Jeg er nødt til at vise jer den gamle mand, 
som pludselig dukkede op i vanillekransedejen :-D
(nu må du da kunne se ham Helle!?):


Hvad han ville ved jeg ikke, 
men han blev fluks dokumenteret 
og derefter omdannet til herlige kager i dyngevis :-).


Tak for alle jeres søde kommentarer 
og krydsede fingre på gårsdagens indlæg!
Jeg holder jer opdateret :-).

♥ maj



mandag den 10. december 2012

Sørme så!


Fra Dansk Journalistforbund:

Cavling: De nominerede er...

Cavling-komiteen i Dansk Journalistforbund har i dag, 10. december 2012, nomineret følgende fem journalistiske præstationer til årets Cavlingpris:
Hans Davidsen-Nielsen og Bo Maltesen, Politiken, for deres afsløringer af Skatteministeriets rolle i statsministerparrets skattesag; afsløringer, som medvirkede til nedsættelse af Skattesagskommissionen.
Line Holm Nielsen for den digitale single ”Kuppet” på medievirksomheden Zetland; om gennemførelsen og efterforskningen af danmarkshistoriens største røveri mod Dansk Værdihåndtering i 2008-2012.
Kaare Gotfredsen, Lasse Ravnø og Jonatan Placing, TV2, for afdækning af politisvigt og manglende bekæmpelse af narkokriminalitet på Vesterbro i København og i Sandholmlejren i Nordsjælland.
Asbjørn With (<- Hey, dét er da min mand ♥ !), Nordjyske Medier, for i over 100 artikler at have kulegravet Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede. 
Puk Damsgaard, Danmarks Radio, for sine reportager fra og om borgerkrigen i Syrien, hvor hun har skildret de menneskelige konsekvenser af den langstrakte konflikt.
Der var i alt 55 forslag til prisen i år, heraf 45 forskellige.
Cavling-komiteen beslutter torsdag den 3. januar 2013, hvem der skal have årets pris. Dagen efter, fredag den 4. januar 2013 kl. 15.00, hyldes de fem nominerede med uddybende begrundelser, hvorefter navnet på prismodtageren afsløres.
Det hele foregår i Bibliotekssalen i Rundetårn, Købmagergade 52, København K. Pressens minister, statsminister Helle Thorning-Schmidt, deltager også.
Mon ikke det er en stolt mand, jeg får hjem fra redaktionen i dag??
♥ maj

søndag den 9. december 2012

Juletræ


Endnu et bloglands-inspireret juleri har fået plads i vores julehjem:
Juletræ i maskingtape.
Jeg har set det i flere udgaver, både her og der.

Jeg synes, det er fint :-).

Nu vil jeg køre ud i det tossede julevejr,
så jeg kan mødes med mine søde veninder,
og få bagt årets julekager :). 


♥ maj

torsdag den 6. december 2012

Glædelig sul?


Jeg hentede børnene lige efter skole mandag, 
og så tog vi hjem og drak varm kakao og julepyntede.

Det var selvfølgelig fantastisk hyggeligt, 
og især Solbjørg synes at nisser og pynteri er helt i top :-).
(Trond synes måske godt man kunne spille lidt iPad 
efter den første begejstring havde lagt sig ;-)).

Men men...
...det er som om vores julepynt ikke rigtig "passer" mig mere...
Der er nogle ting som er fine, eller har en historie.
Men en hel del af det føltes bare sådan lidt forkert.

Så jeg prøver at tænke lidt nyt, og blev glad da jeg kiggede forbi Karina,
og fandt en lille juleidé lige efter min smag:
Glædelig jul :-)


Nå ja, 's'et har jeg selv tilføjet.
Jeg synes, det var sjovt med jule-sul.
Asbjørn og Trond kunne ikke helt se det sjove.
Men jeg tror nu 's'et får lov at blive ;)..


♥ maj



mandag den 3. december 2012

At trykke 'send' - og en vinder af min giveaway

Pyhhh.
Det var med bankende hjerte og rystende hænder,
jeg for et par timer siden trykkede på knappen
og sendte min phd ansøgning af sted!

Det var dejligt.
Men også vældig skræmmende.
Jeg kan ikke ændre mere.
Er alt som det skal være?
Fik jeg nu det hele med?

Nu skal jeg så bare vente.
Og vente
og vente.
Mindst tre uger skal jeg regne med, før jeg hører noget som helst.
Dét er længe, og det er svært!

Så jeg kan jo passende bruge denne første del af ventetiden 
på at trække en vinder af min giveaway.
Det blev til hele 92 deltagere og 284 lodder i puljen. 
Vinderen er trukket med random.org og den heldige blev lod nr. 260.
Bag dette lod gemmer sig Mathilde med den fine blog noget på Mathildesk.
Tillykke til dig Mathilde. 
Send mig en mail med din adresse, så sender jeg dig en lille, dejlig pakke.

Nu skal jeg have fulgt op på alle de hængepartier
jeg har forsømt gennem den seneste måneds skrive-mani.
Og SÅ skal der jules!
Jeg glæder mig :-).

Kh maj

lørdag den 1. december 2012

Husk..



.. at lægge lodder i puljen,
hvis du vil være med i lodtrækningen,
når jeg trækker mig giveaway på mandag d. 3. december.

Det er her det sker:

♥ maj

torsdag den 29. november 2012

Adventsopsats


De seneste ugers hårde arbejde er ved at samle sig nu.
Min ansøgning sendt til (forhåbentlig) sidste korrekturlæsning
og jeg har ladet julen få en lille flig af stuen, 
selvom morgendagen står på syv års fødselsdag :-).


De seneste mange år har vi haft den traditionelle granadventskrans
i en enkel udgave med hvide lys og hjemmeklippede engle.

Men i erkendelse af, 
at vi aldrig kan finde en krans der helt er stor nok,
at den aldrig helt er symmetrisk nok,
og at lysene ikke er til at sætte ordenligt fast,
blev et tilfældigt indfald til årets adventsopsats.
Kuglerne er en blanding af gamle kugler og fugle fra farmor,
og vores egne kugler fra Søstrene G.


Jeg synes den er fin!
Og både Asbjørn og børn var godt tilfredse :-).


Jeg har også fundet adventstændstikkerne fra farmor frem.
Har I også noget bestemt I tænder kransen med? 

♥ maj



mandag den 26. november 2012

Overspringshandling...

Der er lidt stille på bloggen i disse dage.
Jeg skriver på en ph.d. ansøgning,
Og det er et kæmpe arbejde, som kræver stort set al min vågne tid
- nå ja, og også den sovende, for jeg drømmer også om det...



Men men..
ingen store projekter uden overspringshandlinger, vel?
Og i dag en lille sød en af slagsen, hvis jeg selv skal sige det:
Minisløjfer.



Nu håber jeg ikke min søster læser med, før jeg ser hende i eftermiddag.
De er nemlig til hendes lille Lily.
Den kære lille bomuldshund
hvis pandehår er blevet alt for langt ;-).


Tror I ikke det bliver kært?

♥ maj





torsdag den 22. november 2012

Gammelt gods

Endelig kiggede solen forbi Egernvej,
og eftersom vi den anden dag havde vinduespudser for første gang i tre år,
så når solens stråler virkelig ind ;-)!


Det er herligt, 
og jeg greb muligheden for at løfte blikket fra computeren,
og foretage en lille overspringshandling:
At tage et par billeder af,
lidt skønt gammelt gods, der er kommet mig i hænde,
fra både her og der.

Smukke broderibøger fra mine oldeforældres brodeributik.


Den her er da helt skøn ♥.


Og smukke garner fra håndarbejdets fremme:



Der var en hel utrolig masse i den lille kasse med boderegarn.
Hørgarner i smukke farver, lærred, gamle diagrammer osv.
Det kalder da vist på flere sofasysler :-)!

♥ maj



mandag den 19. november 2012

Sofaprojekter


Lørdag aften havde vi gæster,
men det behøver jo ikke betyde, at man ikke kan "lave" noget ;-).
Så jeg havde gjort klar til et lille sofaprojekt:

Seks små sløjfepar,
som det er tanken skal pakkes i små gaveposer...


...hvis ikke Solbjørg har taget fuldt ejerskab af dem,
før jeg når så langt ;).

De er syet af alle mine nye fine stoffer.
Det er altså en ren fryd!

♥ maj


søndag den 18. november 2012

Tarte au chocolat


Endelig lykkedes det mig at lave en lækker tærte med marengs på toppen!
Farmor og Henning var på besøg her i weekenden, 
og med sig bragte de en lille kurv med forskelligt godt.
Blandt andet en pakke lækker cacao-pulver
-og dét inspirerede!

Så jeg kastede mig ud i endnu et tærteforsøg.
Sidst gik det jo ikke alt for godt...
det var citrontærten ;).


Men byt citron ud med chokolade..
Så kan det altså næsten ikke gå galt :).

Vi serverede tærten lidt varmere end lun, 
så chokoladecremen var ikke helt stivnet.
Det gjorde nu slet ikke noget!

Men lader man tærten køle af bliver cremen fast.
Det prøver jeg næste gang.
For der bliver en næste gang, kan jeg godt afsløre ;-) !


.............................................................................................
Opskriften har jeg fundet her

Ingredienser  12 personer

Mørdej.
200 g. mel
100 g. smør
50 g. melis
1/2 æg

Chokolade fyld.
150 g. chokolade
100 g. smør
100 g. sukker
1 æg
50 g. mel

Marengs.
4 æggehvider
200 g. sukker

Tilberedning

Mørdej
For at fremstille kagens bund, æltes ingredienserne til mørdejen sammen til en homogen dej, og stilles i køleskabet i mindst 1 time, og højest 2 dage.
Dejen rulles tyndt ud. En tærteform, gerne med løs bund, beklædes med dejen.
Et stykke bagepapir lægges oven i den beklædte tærteform, og der hældes evt. ris på for at holde på kanterne, mens den bages - hvis det ikke gøres falder kanterne ned.
Bunden bages i 15 minutter i en 175 grader varm ovn.
Chokolade fyld.
Chokolade og smør smeltes over vandbad.
Æg og sukker piskes stive, så godt så muligt. Så tilsættes den smeltede chokolademasse samt melet.
Det hele hældes i den forbagte tærteform med mørdejen, og stilles på køl til chokoladen er stivnet. Imens laves marengs.


Marengs
Æggehviderne piskes stive i en 100% ren skål - hvis der er den mindste smule vand eller chokoladerest bliver den ikke ordentlig stiv. Så tilsættes sukkeret lidt af gangen.

Chokoladekagen tages ud fra køl, og det er vigtigt at sikre sig at den er helt stivnet.
Marengsen fordeles over som et tæt sluttende låg. Her kan man tage en ske og nærmest løfte æggehviderne op, så det til sidst ligner "Elvis hår".
Kagen bages færdig i en 160 grader varm ovn i 35 minutter.
Kagen skal ikke opbevares på køl, men overdækket i køkkentemperatur. På den måde kan den snildt holde sig en uges tid


.......................................................................................................

♥ maj

torsdag den 15. november 2012

Giveaway


*Vinderen er trukket 3. December 2012*

En lille efterårsgiveaway
I anledningen af de mange nye faste læsere, der er kommet til.
Og med glæde over alle jer,
der har fulgt med længe, 
og som er så søde, så søde til at følge med og kommentere :).
Det gør mig glad.

På højkant er der en dejlig samlet pakke:
3 stykker stof i blå nuancer
3 stykker stof i gule/beige nuancer
1,5 m blåt grossgrain bånd
1,5 m beige grossgrain bånd
1 rulle maskingtape i petrol
1 rulle maskingtape i brændt orange
Plastperler i blå nuancer
Plastperler i gule nuancer



Stofstykkerne er alle fra mit stoffund.
Det er derfor mindre stykker i forskellige mål,
som egner sig til projekter som:
vimpler, nøglesnore, sleeves, patchwork, hjemmesko el. lign.

Reglerne er
Fast læser+kommentar = i alt 2 lodder
Fast læser+kommentar+del på din blog med det øverste billede = i alt 5 lodder
(tilmeld som fast læser via GFC eller Bloglovin)

Vinderen trækkes mandag d. 3. december.

Kh maj

tirsdag den 13. november 2012

Påfugletunika


Jeg har syet en lille ballontunika til Solbjørg.
Den var svær at tage billeder af.
Jeg må vist have hende til at stille op til et actionpic :).



Jeg er for resten stadig på jagt efter mere af det fine påfuglestof.
Hvis du har set det et sted
- evt i andre farvekombinationer - 
så må du meget gerne sige til :).

Kh maj

søndag den 11. november 2012

Det fantastiske stoffund!



Som lovet i dette indlæg:
 den absolutte skat jeg faldt over i genneren den anden dag.
*suk*
Er det ikke smukt?


Stykkerne varierer fra mindre patchworkstykker 
til større stykker på op til 2-3 meters bredde.
Det her er kun et udsnit af stofferne.
Der ligger meget mere i kassen!

50 kr måtte jeg slippe,
men så fulgte der også en kæmpe bunke lærred i alverdens farver med i købet ;-).


Og nu har Post DK endelig fået pedalen til min symaskine hjem.
Juhuuu!
Så det kribler i fingrene for at få gang i det nye stof :).

Nogle gange har man lov at være heldig!

Kh maj



LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...