mandag den 23. december 2013

Årets julekjole 2013


Det lykkedes!
Efter 6 ugers fravær fra symaskinen, satte jeg spurten ind i går aftes, 
og resultatet blev Solbjørgs julekjole anno 2013.

Jeg er helt forelsket i mønsteret, som er fra Burda (9/2012 model 122).
(et blad hvis mønsterark jeg i parentes bemærket ikke er ret vild med!).



Bagpå lukkes kjolen med lynlås, en lille oldemor-knap og roleau.


Den er pyntet med gamle kniplinger.
Et stykke jeg længe har værnet om, men som nu får lov at få nyt liv.


Nu hænger den og venter på den store dag.
Der er ikke længe igen!

♥ maj

fredag den 20. december 2013

Uventet forskud på juleferien


Solbjørg vågnede op i går og var brandvarm.
Syg!
Heldigvis kunne mormor og morfar tage over med pasning og pleje,
for både Asbjørn og jeg havde meget arbejde,
der skulle nåes inden de kunne blive ferie.

Hun var heldigvis bedre i dag.
Men stadig ikke frisk.
Så vi måtte tage forskud på juleferien,
og blive hjemme endnu en dag.


Og når det nu skulle være, var det jo helt hyggeligt.
Med spil og julegaveindpakning.


Der blev nydt gensyn med nogle af julekalender-afsnittene, 
som hun så sammen med de små søde Sylvanian-dyr, 
hun har været så heldig at få lov at 'teste'.
Det er familien chiffon, og de er ligeså søde og bløde,
som Sylvanian dyrene plejer at være.


Nu håber vi, at hun er på toppen igen i morgen,
hvor de sidste af højtidens gaver skal laves, købes, pakkes og pyntes :-).

Jeg håber, at I alle er ved så småt at komme i julestemning derude?

♥ maj 

søndag den 15. december 2013

En vinder - mens vi venter


Mens vi venter på at det bliver i morgen,
hvor min store lille pige bliver 5 år,
har jeg trukket en vinder af min lille lyn give away:

Den heldige vinder blev kommentar nr. 39 :-).
Elke, send mig en mail med din adresse, 
så sender jeg en fin lille pakke til dig!

♥ maj

fredag den 13. december 2013

Lucia, Lucia og lyn give away


Åh, det har været sådan en fin Lucia-dag!
I børnehaven skulle Solbjørg gå Lucia med store-børns gruppen,
og forventningen har været stor og næsten helt uudholdelig! 


I skolen er det 2. klasse, der står for Lucia-arrangementet.
Og selvom Trond ikke deler sin søsters artist-gen,
var også han stolt og forventningsfuld.


Det var så fint.
Jeg bliver altid så rørt over at høre de små fine stemmer i mørket!

Og så til en lille lyn give away:
Jeg har fået lov til at forære tre små fine sylvanian-babyer til en læser.
En kat, en kanin og et egern.
De ligger i hver deres lille baby-carry-box og er så søde :-).
Jeg har pakket dem fint i anledningen af julen, 
og tænker, at de vil gøre sig godt som adventsgave 
eller som en lille morgen-julegave så man har nogen at lege med hele den lange dag, til juletræet bliver tændt. 

Skriv en kommentar, så trækker jeg en vinder på søndag, 
og sender pakken så snart jeg har adressen :-).

♥ maj 

mandag den 2. december 2013

Her jules også lidt


Jo jo, her jules også lidt!
December er jo - som før nævnt - en travl måned her i huset.
I lørdags holdt vi første heat af børnenes fødselsdag.
Trond blev 8, og han blev fejret lørdag med familien,
og i dag med klassen.

Eftersom fødselsdagen falder d. 30. november
har vi altid haft tradition for at vente med at pynte 
til den store dag var vel afrundet.

Derfor har vi endnu kun fået en smule pynt op.
Rensdyrene er flyttet ind i en skov af mint og rosa juletræer.
Og den gode gamle adventskrans er blevet fundet frem og pudset af ;-).




Et par nemme idéer er blevet genbrugt fra sidste år:


Og så håber jeg, at ugen her vil bringe os en stund eller to, 
hvor vi får tid til at stille nisser her og der og alle vegne :-).

Jeg har hovedet helt fyldt med gode, kreative juleidéer.
Men jeg tror simpelthen ikke jeg når det hele i år!

♥ maj

mandag den 25. november 2013

Lyserøde pigedrømme...

Jeg har altid elsket Barbie!
 
 
Hende her var min første, og hun var så smuk.
Jamen, hun er da smart med sin 80er Vo-Ku-Hi-La ;-)???
 
Hun var 'født' med små fletninger og slangekrøller i det lange nakkehår, og jeg husker som var det i går, jeg havde efterladt min veninde på værelset med min Barbie, mens vi spiste aftensmad.
Da jeg kom tilbage, havde hun pillet fletningerne ud og redt slangekrøllerne igennem. HULK! (Bare rolig, det var ikke dig Line ;-))
 
 
Jeg har egentlig aldrig rigtig leget med dukkerne.
Men de har lagt krop til utallige tøjkollektioner skabt af min mors rester af stof, garn og blonder.
Ja, billedet taler jo for sig selv. Det er da ren coture ;-).
 
Også omfattende kreative scenarier bygget op af pap, vat og vandfarver lavede min søster og jeg til vores Barbier: rockstudie, isbutik osv osv.
Uendelige kreative timers leg og skaben.
 
 
 
Nu har jeg været så heldig at få lov at give Solbjørg indblik i Barbies verden,
og om et par dage, når hun og Trond fejrer fødselsdag, får hun lov at pakke den her helt igennem fantastiske pigedrøm af en pakke ud.
Indeni er både Barbie og hendes rødhårede veninde.
 
 
De lyserøde pigedrømme er blevet mere pink de seneste 25 år, men jeg håber Solbjørg får lige så mange kreative, hyggelige stunder med Barbie, som jeg har haft.
 
Jeg er faktisk slet ikke i tvivl.
 
♥ maj

onsdag den 20. november 2013

Ophæng(t)


Findes der mon sådan et bloggernes 'hvor blev de af'?
For så kunne jeg nok godt være kandidat til at deltage ;-).
Det har stået stille på bloggen, 
men stilheden står i absolut modsætning til det liv der leves udenfor cyberspace.

I går lykkedes det mig at sætte mig ned og lave lidt julerier med ungerne.
Et stjerneophæng.
Og ophængt er hvad jeg er.

Men det er fedt!
Jeg har travlt og laver spændende opgaver med og for spændende mennesker.

Og nu skal jeg videre til møde, 
så det bliver alt for nu :-).

Håber jeg vender tilbage inden helt så længe igen!

♥ 

søndag den 20. oktober 2013

Efterårsferie


Efterårsferien er ved at være slut.


Vi har været på Grenen, hvor vi så en sæl!


Vi har kørt med 'Sandormen',
og Trond har lært at svømme - ikke i havet dog ;-).

Vi har lavet kastanjedyr.



Mange kastanjedyr!


Vi har leget med magic ruler.


Og Trond har sat familie-rekorden:
'Bolden' på 15,6 sekunder.
(Er der nogen der kan slå den?
Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke.
...slået af en 7 årig - igen!)


I dag har vi gjort rent og lavet trøfler.
Og spist dem.

I morgen går hverdagen løs igen ♥.

Forfulgt - anmeldelse


Mathob Mahmoody.
Husker I navnet?
Jeg gør.

Som alle andre læste jeg bogen 'Ikke uden min datter' tilbage i 80'erne.
Jeg var ikke ret gammel.
Faktisk er jeg jævnaldrende med Mathob,
og måske derfor greb den skræmmende beretning mig allerede dengang.


Derfor sagde jeg selvfølgelig ja,
da jeg blev bedt om at læse og anmelde bogen 'Forfulgt',
som er Mathob Mahmoodys egen beretning om flugten fra Iran og livet derefter.

Og det er spændende læsning!
De første 100 sider beskriver Mathob på gribende vis den historie,
de fleste af os allerede kender:
Hvordan hun og hendes mor kommer til Iran,
og ikke mindst hvordan de kommer hjem igen.

Derefter synes jeg bogen mister intensiteten.
Det er på alle måder fortællingen der bærer bogen.
Og fortællingen efter hjemkomsten til USA er bare ikke så spændende,
som den, der er gået forud.

Men har I, som jeg, læst (eller set) 'Ikke uden min datter' dengang i 80'erne,
så er 'Forfulgt' absolut en læsværdig bog på en mørk efterårsaften.

Jeg er ret sikker på,
at mit eksemplar nok skal blive læst igen og igen,
af min mor, min søster og veninder, 
som alle er spændte på, at læse Mathobs oplevelse af den historie, vi alle husker.

torsdag den 17. oktober 2013

Tarte tatin


Vi nyder simpelthen efterårsferien helt vildt herhjemme!
Og en af de ting der bringer stor glæde er,
at årets æblehøst ser ud til at blive helt formidabel.

Så den anden dag blev ungerne sendt i haven for at samle æbler,
som efterfølgende kunne trylles om til den lækreste tarte tatin.




Jeg lavede karamellen af en mørk rørsukker,
så den blev rigtig intens i smagen.
Den smagte ualmindeligt godt serveret lun med vanilleis og flødeskum!

♥ maj

onsdag den 9. oktober 2013

Små rynker er også fine :-)

 
Jeg havde faktisk tænkt temmelig længe over,
hvordan jeg kunne få fikset et rynke-mønster i miniformat til Solbjørg.
 
Men så opdagede jeg,
at det allerede stod på hylden.
Lige klar til at klippe ;-D.
 
 
Og så var det jo ret enkelt at fikse en 'lille rynke' af et par jersey-rester :).
 
 
♥ maj
 

lørdag den 5. oktober 2013

Store puder


Jeg har aldrig været god til puder og den slags.
Men jeg er efterhånden ved at få smag for det,
og Hays store puder er jeg vild med!
Ikke med prisen dog.. Så jeg har selv forsøgt mig.




De er givet i gaver til to af mine veninder.
Men for en kort stund tog de plads i Wegnersofaen
- som stadig ikke er kommet ud af stuen ;-).
Som jeg skrev i et tidligere indlæg, opfylder den slet ikke vores komfortbehov til en sofa.
Derfor skal den flyttes til et andet sted i huset
(eller sælges videre, men den tanke kan vi næsten ikke klare,
for den er så fin!).
 
Indtil videre står den der bare..
Og vi er kommet til at nyde at have ekstra sofaplads i stuen.
Men det er vældig rodet at se på, så vi skal have fundet en løsning.



Når vi så - forhåbentlig snart -
finder en sofa som opfylder vores krav til både størrelse, udseende og pris,
så tror jeg altså vi skal have puder!


God weekend derude :-)
♥ maj


torsdag den 26. september 2013

Folde, folde, folder

Sådan noget selvstændighed tager tid!
 
Jeg arbejder på fuld tryk, kan jeg love jer for.
Jeg veksler mellem de opgaver jeg har i hus,
og så det rigtig vigtige:
At få færdiggjort det materiale, der gerne skulle få folk til at få øje på mig.
 
Og første skridt er nu gjort.
I dag er det nemlig - endelig - lykkes at få teknik, æstetik, og pris til at nå sammen:
Jeg har bestilt mine reklamefoldere!
 



 
Det bliver en fire-sidet folder på 14x14 cm i en kraftig, silkemat kvalitet.
Jeg har forsøgt at gøre den overskuelig,
men informativ.
Og så var det vigtigt for mig at finde et layout,
der spiller sammen med hjemmesiden.
 
I må rigtig gerne sige, at den er pæn :-).
Jeg har nemlig brugt lang tid på at få det hele til at lykkes.
Og den er bestilt ved trykkeriet ;-)!!
 
Hvad synes I?

fredag den 20. september 2013

Grå/pink

 
En helt enkel og lige-ud-af-landevejen nederdel til Solbjørg.
Jeg har pyntet den med lidt pink tekstilfarve,
og Solbjørg er glad!
 
 
 
 
Næste gang skal der vist lidt mere vidde i.
Men sådan har man jo lov at blive klogere :-).


 
Nu har jeg sendt dem af sted - de små basser.
De bliver hentet i eftermiddag af farmor og Henning til hygge,
forkælelse og overnatning.
Det kan tælles på én hånd hvor mange gange de har sovet ude uden os.
De glædede sig helt vildt!
 
Det står værre til med mig..
...jeg savner dem allerede.
Faktisk savnede jeg dem allerede, fra de blev lagt i seng i går.
På forhånd savning... ej, det er da lidt skørt.
Men det gjorde jeg!
Jeg var lige ved at begynde at græde, da de gik ud af døren her til morgen.
 
Nå men.. jeg må se om jeg kan klare det ;-).
Om lidt lukker jeg blogger og starter arbejdsdagen.
Jeg har hovedet fuld af idéer,
der skal udvikles og systematiseres.
Og et enkelt hængeparti med en folder,
der bare ikke vil det jeg vil.
Jeg håber, i dag bliver dagen, hvor den lykkes!
 
I aften tager Asbjørn og jeg på Skovmøllen til gourmetfredag.
Det er meget længe siden vi har spist ude,
så mon ikke vi klarer os uden unger?
Vi kan jo altid bruge aftenen på at kigge billeder af dem og snakke om,
 hvor søde de er ;-)!
 
God weekend derude!
 
♥ maj

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...