lørdag den 30. juni 2012

Bånd, bukser og en blomst


For nu at tage det sidste først, så er det her bonderosen!
Sidste år blomstrede den slet ikke.
I år havde den een knop.
Og knoppen er blevet til denne blomst.
Fantastisk!
Hvis jeg er heldig kommer der måske to næste år?


Båndene fik jeg fat i, i Citystoffer i Århus.
De plejer ellers at være til den dyre side, 
men den anden dag fik jeg alle disse ruller bånd til blot 10 kr pr rulle.
Og elastikkerne ligeså.
Det kunne jeg ikke modstå.
Der er jo metervis af sjov og pimp i dem!


Det første de er blevet brugt til - båndene - er disse bukser til Trond.
De er vældig utaknemmelige at tage billeder af...
For de er faktisk blevet ret seje!
Med grøn stribe fra talje til tå.

(og nu ikke noget snusfornuftigt og non-visionært pjat såsom
at påpege, at drengen ikke kan få hænderne ned i lommerne. Shysh! Sagde jeg!)

♥ maj





fredag den 29. juni 2012

Retropuder

Jeg går og tænker i fornyelse af ungernes værelser.
Tronds skal tilføres lidt skole-drengs-coolness, tror jeg.
Og Solbjørg... Ja, hun synes altså ikke at hendes værelse er "smukt".


Så det skal der gøres lidt ved.
Indtil videre er jeg gået i gang med de nemme og billige ting.
Fx puder til Solbjørgs værelse.
Af alt det fine stof jeg har byttet mig til :).


Til Trond har jeg andre ting i tankerne.
Fx disse seje, strikkede "space invader" puder, fra Studinski
som jeg har set hos Céline.

Billede lånt fra studinski's shop

God weekend :-)
♥ maj




torsdag den 28. juni 2012

Flere gaver fra blogland :)


Jeg er heldig ved postkassen i disse dage!
Igen i dag var der gaver til mig :-).
Posten bragte en pakke med smukke stoffer købt hos Elisabeth

Og hun havde sørme været så sød at lægge en lille gave i pakken:
Et rødt og sødt lille forklæde.
Jeg tror, det vil klæde trunten, når hun bager pizza med farmand.

Tak Elisabeth :-).


Blandt stofferne er jeg især begejstret for det lyseblå.
Det er nemlig samme stof (blot en anden farve, forstås), 
som min mor syede en kjole af til mig da jeg var barn:


♥ maj




Når posten kommer forbi...

... med gaver fra blogland. 
Så kan man da ikke blive andet end glad!


Jeg elsker jo kraver, 
og har igen og igen sukket (højlydt) over de smukke peter pan kraver, 
der flashes rundt omkring på bloggene i disse dage.

Men så sendte søde Rikke fra Kreanurligheder mig en mail,
om at hun gerne ville hækle et par kraver til mig.
Bare sådan!
Jeg måtte helt selv vælge mønster og farve.
I går landede de så i min postkasse.
Og de er simpelthen så fine!


Nu skal jeg bare vælge kap til...
 Det er ikke let!

Tusind tak, Rikke.

♥ maj

onsdag den 27. juni 2012

Bad Ass bogstavplakat vol2

De der har fulgt med her på bloggen helt fra start,
kan måske huske, at jeg på et tidspunkt viste en bogstavplakat frem?
En barnedåbsgave jeg havde lavet til en sød lille knægt.

Trond har ventet (u)tålmodigt på sin siden, og endelig fik jeg taget mig sammen.
Han havde nemlig nogle ændringer til plakaten.
(Fx kunne han ikke se noget sejt i hverken GI Jane, Lara Croft eller Yvonne.
Kan I se et mønster ;-) ?)

Og her er den så. 
Bad Ass bogstavplakat, Tronds version:


Inspirationen har jeg hentet hos den altid tossede Christina i Glimmersessens Univers.

Min første udgave kan du se her.
Jeg tror nok, jeg selv synes, den første version er sejest.
Men der fik jeg jo også lov at bestemme det hele ;-D!

Nu går jeg i tænkebox omkring en pigeversion.
Forslag modtages gerne :).

♥ maj

tirsdag den 26. juni 2012

Catrineholm stof


Jeg nåede desværre ikke med på Catrineholm-bølgen før markedet var støvsuget 
og prisen faret mod skyerne.
Jeg synes ellers, at det er smukt, smukt,
 og har gode minder om det fra min mors køkken. 
Min mor har arvet sit Catrineholm efter min mormor.
Nu faldt jeg så lige over forskellige tekstilvarer med Catrineholm tryk på etsy. 
Jeg synes, de er fantastiske.

Se lige de her farver også:



Også som viskestykker:


Tingene kan købes hos During Quiet Time på etsy.

♥ maj



mandag den 25. juni 2012

Björka-kjole af mit "nye" retrostof


En hel del af de dejlige stoffer jeg fik byttet mig til for lidt tid siden, er allerede ankommet.
Ét af stykkerne måtte gøres til en kjole
- og det kunne ikke gå hurtigt nok!
Det er selvfølgelig det fine lilla/lyserøde.


Denne gang var Solbjørg selv med til at "komponere" kjolen, 
så der var ingen klager bagefter ;-) .




♥ maj





søndag den 24. juni 2012

En regnvejrshule


Vi må jo nyde sommeren, selvom den er våd...
Og det har vi gjort i dag.
Ungerne i en hule i farfars æbletræ, 
som de er i gang med at bygge sammen med farfar, 
fætter Jonathan og fætter Magnus.


Efter endt arbejde skulle resultatet nydes.
Og det blev det i fulde drag 
med en velpakket kurv leveret fra køkkenet:
Saft, kiks og lakridser.
Rigtig hulemad :-).

Rovet deles: Solbjørg, kan du lide lakridser :o)?
Vi andre, mere magelige nød kaffen i stuen...

♥ maj



lørdag den 23. juni 2012

Opskrift på rugbrød


Flere har spurgt efter opskriften på det rugbrød jeg viser på bloggen.

Opskriften har jeg fra en pige, der hedder Christina.
Herhjemme er det testet og godkendt af både børn og voksne :o).
Vi er alle enige om, at det smager dejligt!
Og så kan det fryses, hvilket er et stort plus i vores bagehverdag.

Jeg kan IKKE anbefale at bruge aluforme som jeg gjorde her!

................................................................................................
Opskrift
3 store rugbrød

Klik for: Opstart af surdej

1½ l vand
4½ dl (350 g) surdej
200 g solsikkekerner
1 kg groft rugmel
400 g hvedemel
100 g hørfrø
2 spsk salt
3 revne gulerødder (mellemstørrelse)

Det hele røres i maskine og kommes i forme med bagepapir (brug 4 forme, for at rugbrøddet bliver bagt ordentlig igennem i forhold til bagetiden).

Hæver ca. 16 timer +/- med et viskestykke, som er skyllet og vredet op.

Prikkes helt igennem med en spisepind, strikkepind eller lignende, og bages 1½ time på 180 grader (ikke varmluft -det udtørrer brødet). Når brødene er færdige, tages de ud af formene, køler af 10 min og kan kommes i plastikposer (godkendt til fødevarer) og lukkes. Så bliver skorpen på brødet, når man skærer, og den bliver ikke hård.

Kan først skæres, når det ikke er varmt længere.
Jeg kan anbefale, at du skærer rugbrødet på en brød / pålægsmaskine.
Frys brødet ned (evt. forskåret)
................................................................................................

Hvis du ikke har rugbrødsforme, kan jeg anbefale IKEAs.
De er gode.

♥ maj

fredag den 22. juni 2012

Neon in action

*SPAM*







Neon - nu til tøsebarn


Så blev Solbjørgs bukser også færdige.
Farven er rigtig svær at fange på billeder.

Den er faktisk også lidt svær at fange med det blotte øje ;-)...
Jeg var ret skræmt over det meget lyserøde gris-med-gris-på-look.

Men de er faktisk rigtig skønne på!
Actionpics på vej :).


♥ maj


torsdag den 21. juni 2012

Klatkager og danske jordbær


Jeg leder efter undskyldninger for tiden...
Og jeg finder dem!
Gårsdagens undskyldning var en stor portion ris levnet fra dagen før.
Det kaldte på klatkager ;o).

.......................................................................................
Opskrift
12 klatkager

3 dl ris
1 dl vand
1 dl mel
1 spsk sukker
2 æg
Vanillekorn fra 1/4 vanillestang
Smør/margarine/olie til stegning

Alle ingredienser røres sammen.
Steges i klatter ved forholdsvis svag varme 
til de er gyldne på begge sider.
......................................................................................

Vi spiste klatkagerne med danske jordbær og sirup.
Man kan også vælge at spise dem med sukker og citron.
Syltetøj.
Is.
Eller hvad man nu er til :).

maj


onsdag den 20. juni 2012

Hyldedrik - min opskrift


Mellem torden, byger, hagl, slagregn, skybrud
(og hvad vejret ellers finder på at byde os i øjeblikket)
Så er der dog sekvenser, hvor det dufter lidt af sommer.

Ikke mindst når vejen går forbi en hyld.

Og det er NU med hylden!
Den står i blomst alle vegne.
Lige klar til at plukke og omdanne til hyldedrik.

I går tog vi den lange vej hjem fra skole.
På vej til legepladsen kom vi forbi den ene busk efter den anden,
og fik en passende mængde blomsterklaser med hjem.
Så nu venter vi på også at kunne smage sommeren.
Den smager særligt godt, når man har plukket den selv!


....................................................................................
Opskrift
3 l. hyldedrik

40 klaser hyldeblomster
2 kg sukker
80 g vinsyre
3 økologiske citroner i skiver
1 l kogende vand
2 spsk atamon

1. Blomsterne rystes let for insekter,
og bredes ud på aviser, så de sidste kryb stikker af.
2. Blomsterne lægges i et stort fad/gryde el lign.
3. Sukker, vinsyre og citroner puttes i fadet.
4. Det kogende vand hældes over.
5. Fadet stilles i køleskabet i 3-4 dage. Omrøres på 2. dagen.
6. Dag 4. Saften sigtes igennem et stykke lærred/tyndt viskestykke el. lign.
7. Tilsæt 1 spsk atamon.
8. Hældes på flasker, som på forhånd er skoldet og skyllet i atamon.

Blandes til den friskeste, sommerlige drik i forholdet ca 1:4 .
Prøv dig frem, hvor stærkt du kan lide det :).

(Hvis du vil undgå at bruge atamon, 
kan du fryse saften ned i fryseposer i passende portioner)
..................................................................................

♥ maj

tirsdag den 19. juni 2012

Nyt mønster og neondetaljer


Jeg har kastet mig ud i noget helt nyt!
På flere måder:
Nyt mønster: Chris fra Homemade.
Nyt stof. Det er nemlig mit første jerseyprojekt.
Eller, i hvert fald det første efter at jeg har fundet ud af, at jersey er svært ;o)...
Og så er det en helt ny farveskala for mig. NEON. Wow!

Solbjørg synes de ser lidt skøre ud, sagde hun med et fnis,
mens jeg sad og nålede dem i går.
Trond synes de var MEGAseje, sagde han.
Dog uden at løfte blikket fra den fodboldkamp, han var ved at spille.
Så om han faktisk har set dem, er jeg i tvivl om..


Jeg er selv ret vild med det lille mærke "BAG", 
så det er nemt at få dem rigtigt på.


Der er selvfølgelig et par på vej til Solbjørg også.
I koral og neonpink ;-)!


Inspirationen har jeg fundet: her.

♥ maj




fredag den 15. juni 2012

Choko-kanelsnegle-kage


Nogen gange kalder fredagen bare på lidt lækkert.

Der stod sådan set ikke lækkerier på programmet i dag,
men jeg kom altså til at bage den skønneste sneglekage
+ et par singler, som ikke kunne være i formen.

Og eftersom der var rigeligt,
så rakte det både til hyggeligt venindebesøg,
og til eftermiddagshygge med ungerne :o).



Kagen består af snegle med kanel- og kakaofyld.
Og den er supernem at lave.

........................................................................................................
Opskrift:
1 krans + 3-5 singler

6 spsk lunken vand
50 g gær
3 dl mælk
50 g smeltet smør
8 dl mel
1 tsk salt
3 tsk sukker

Fyld:
50 g blødt smør
2 spsk sukker/farin
2 tsk kanel
2 spsk kakaopulver

Opløs gær i det lunkne vand, og tilsæt herefter de andre ingredienser. Ælt.
Rul dejen ud til et rektangel.
Smør fyldet jævnt på dejen (lad kanten langs den ene langside være fri).
Rul til en "roulade", og tryk let, så pølsen hæfter langs den frie langside.
Skær rouladen i 12 skiver.

Læg 7-9 skiver ned i en springform (som er smurt eller forret).
De må gerne ligge helt op og ned af hinanden,
men skal ikke klemmes sammen.
De hæver nemlig en del.

Sæt singlerne på en bageplade for sig.


Lad dejen hæve i 25-30 minutter (tag evt. en løbetur imens)

Bag begge dele i ovnen v. 220 graders varmluft.
Singlerne skal bage i 12 minutter.
Kagen skal have 20 minutter.

Lad begge dele køle af, og pynt dem som du lyster,
eller nyd dem som de er :-).
.....................................................................................................

♥ maj

torsdag den 14. juni 2012

Retrobytte?


Jeg bliver så misundelig, når jeg ser billeder af jer andres store, lækre stofsamlinger!
Mit "lager" er meget beskedent!
Men jeg tænker på, at der måske er nogen, der har lyst til at bytte?
Så kan vi hjælpe hinanden med at få lidt nyt på lager.

Jeg har lavet 4 bunker med stofstykker i forskellige størrelser,
og min tanke er, at vi bytter bunke for bunke 
(så tid og penge ikke bliver ædt op i porto og posthusture).

Små bunker:
Egnet til lommer, patchwork, applikationer og detaljer.
Lille 1: lyserød top (6 stykker af ca 22x30 cm)
Lille 2: gul top (6 stykker ca 22x30 cm)

Lille 1. Lapperne angiver mål
Lille 2. Lapperne angiver mål

Mellem bunke:
Egnet til ærmer, lommer, små tasker, mv.
6 stykker stof af ca 30x50 cm

Mellem. Lapperne angiver mål.

Stor bunke:
Egnet til kjoler, bukser, puder mv.
7 stykker af ca 60x120 cm.

Stor. Stofstykkerne er ca 60x120 cm
Hvis du har noget du har lyst til at bytte med,
så skriv en kommentar eller send mig en mail.

Jeg mangler især stoffer i "tøsefarver"
og blå og grønne nuancer.
Men jeg er åben for forslag :-).

Jeg håber, at der er nogen der har lyst til at være med :-)!

♥ maj

tirsdag den 12. juni 2012

Nye drengebukser -still a star!

Skolelivet er hårdt for drengebukser!
Så jeg må producere for tiden for at holde Trond med bukser uden huller på knæene ;-).


Bukserne er lavet med "flat front". Dvs. at fronten ikke rynker. Jeg synes, det er nemmere end at trække elastikken hele vejen igennem bukserne. Og så synes jeg, at det giver en fin finish.
Du kan finde en DIY til "flat front" her hos DanaMadeIt.

Nu tror jeg også jeg er færdig med det buksemønster i denne omgang. Næste gang skal jeg prøve noget nyt. Jeg har set mig lun på Chris-bukserne, som bla. Groovymama syr. Men jeg er spændt på hvad Trond siger til den slags eksperimenter ;-)!

♥ maj

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...